Vildt dag i bålhytten

Drabets Didaktik

I dag har den stået på drabets didaktik, hvor vi skulle snakke om plukke og tilberede fasaner. Dette er et emne som kan være meget følsomt, hvis didaktikken ikke er i orden. Her kan der opstå mange forskellige følelser hos både børn og voksne. Men det er vigtigt at vi har for øje at sådan noget er en del af naturens gang, selvom det kan være grænseoverskridende pga. mange sanseindtryk og følelsesmæssige udfordringer.

Vi startede med at skulle snakke og observere fasanerne, hvor vi fik brugt nogle naturfaglige kompetencer til at undersøge fasanens anatomi. Dernæst skulle vi klargøre fasanen ved at klippe føder, vinger og halsen af. Efter dette kunne vi tage fjerdragten af fasanen og fjerne indvoldene. Vores fasan lugtede og havde en misfarvning der gjorde vi ikke turde spise den, den var blevet dårlig.

Ifølge Lasse Thomas Edlev’s artikel ”Drabet’s didaktik” er der fire trin i anerkendende formidling ift. måden at tænke læring ind i denne aktivitet. Den første er opstarten af undervisningen, hvor fasanerne fra start blev lagt på et bord til åbent skue. Dette gjorde at vi kunne se og vænne os til at de døde dyr lå foran os og på den måde vænne os til tanken om, hvad der skulle til at ske. Allerede her begyndte det at være grænseoverskridende for Lea. Ikke fordi de lå der men fordi tanken om dagens program begyndte at sætte sig i hendes tanker. Ib startede med at forklare og gennemgå, hvad der skulle ske og hvordan. Her havde vi mulighed for at få fasanen i hånden, men der blev givet plads til at få dyret i hånden når vi var klar til det.

Det næste der blev lagt vægt på fra Ib’s side var anatomien, hvor vi kunne forholde os til selve dyret og ikke dagens program. Her kunne vi drøfte sanseindtryk og følelser der kom frem. Så imens fasanen blev parteret af Nadja og Annika, stod Lea og jeg og observerede og snakkede med de to andre om hvad de så, følte, lugte mm. imens. Her var det tydeligt at Nadja var gået ind til opgaven med en praktisk indstilling til det for at kunne klare opgaven for at snakke om det bagefter, jeg og Lea stod mest og kiggede men var en del af dialogen og Annika med erfaring fra tidligere, kunne deltage både i parteringen og dialogen. Her fik vi en erfaring på egen krop om, hvor vigtigt det er at give deltagere i aktiviteten lov til at deltage på forskellige niveauer. Ellers kan deltagere falde fra og slet ikke være deltagende.

Dette fører os videre til trin nummer tre, hvor det er vigtigt som underviser at have overskud til at gå i dialog med den enkelte deltager. Her skal vi kunne skabe et rum for den dialog, hvor deltageren ser indad og mærker efter. Vi skal som facilitator være fortrolige med egne følelser, for at kunne snakke om og selv navigerer i deltagerens sanseindtryk og følelser. Jeg kan fx have et behov for at fortælle højlydt om mine indtryk og følelser der dukker op imens, hvor andre ikke har samme behov. Der skal facilitatoren være opmærksom og kunne hjælpe med sin egen sproglige og kropslige udstråling for at skabe den nødvendige ro, så alle kan gennemføre aktiviteten.

Det sidste trin er, at løbende kan aktiviteten være at bevæge sig mellem trin to og tre. Det er derfor vigtigt som facilitator og give muligheden for at overskride grænser for eleven hele aktiviteten igennem. Vi sad blandt andet og brugte ventetiden ved bålet, imens maden blev tilberedt, på grøn sløjd. Her lavede Nadja og Annika blandt andet en smørkniv hver. Denne tid kunne bruges på at give en enkelt elev mulighed for at kigge og røre på fasanens fjer, hvis deltageren på det tidspunkt havde vænnet sig mere til tanken eller at vedkommende havde fundet ud af at det hjalp kødet eller hovedet ikke var til stede mere, gjorde at sanselige undersøgelser af fjerene kan blive muligt.

Så alt i alt har dagen været lærerig på flere punkter og mere eller mindre grænseoverskridende for os. Både personligt og fagligt har vi udviklet os igennem aktiviteten og det med at tage en anden aktivitet, som f.eks grøn sløjd, kan være med til at give et afbræk i en mulig meget følsom og overskridende aktivitet. Der på en hvis måde giver ro og lidt afstand, hvis det bliver for meget i en aktivitet.